17. maj 2024

Mary Fonden og GymDanmark vil styrke trivsel og sammenhold i gymnastikforeningerne

Mary Fonden og GymDanmark er gået sammen for at styrke trivsel og fællesskab i gymnastikforeningerne med lanceringen af Antibulli Gymnastik. Siden 2016 har Mary Fonden arbejdet for at bekæmpe mobning i fritidslivet, og nu skal det gode sammenhold også styrkes blandt børn, der går til gymnastik.

Til gymnastiktræning skal børnene ikke kun lære at kaste sig ud i nye spring, de skal også lære at være en god ven og have øje for at hjælpe hinanden ind i fællesskabet.

I GymDanmark ønsker man at gå forrest i arbejdet for, at fritidslivet er lig med stærke fællesskaber og et sted, hvor børn lærer at vise omsorg for sig selv og hinanden.

Derfor har Mary Fonden og GymDanmark i samarbejde udviklet Antibulli Gymnastik, som nu udbredes til de danske gymnastikforeninger. Det betyder, at danske gymnastikforeninger nu får et konkret redskab og muligheden for at uddanne deres trænere til at arbejde mere kvalificeret og målrettet med at styrke trivslen i gymnastikhallen.

Trivsel er ikke en selvfølge i fritidslivet

For de fleste børn er fritidslivet fyldt med glæde, men desværre er der også børn, der oplever aldrig at blive en del af fællesskabet. Sådan er det i alle sportsgrene. En forundersøgelse, foretaget af Center for Ungdomsstudier (CUR) for GymDanmark blandt gymnaster til og med til og med 15 år, viser, at de fleste børn trives rigtig godt til gymnastik, men at hvert fjerde barn har oplevet mobning eller eksklusion mindst én gang.

Antibulli Gymnastik vil sikre, at alle bliver en del af fællesskabet. Respekt, omsorg og tolerance skal være i centrum for de unge gymnaster. Antibulli Gymnastik kombinerer erfaringer fra antimobbe- og trivselsindsatser med erfaringer fra gymnastikverdenen og består af konkrete råd og øvelser til træningen af de 6-15-årige gymnaster.

Nøglen til god trivsel

Forundersøgelsen foretaget af CUR viser, at selvom 78 % af børnene er glade for deres træner, føler 31 % ikke, at de taler om, hvordan de kan være gode ved hinanden på holdet, og 29 % savner anerkendelse fra træneren for at være en god kammerat.

GymDanmark prioriterer at uddanne dygtige trænere, fordi de kan skabe gode træningsmiljøer, socialt fællesskab og styrke sammenhængskraft på holdet, forklarer direktør i GymDanmark, Ditte Okholm-Naut:

”Gymnasternes trivsel er helt centralt for vores arbejde, og nøglen til god trivsel ligger i kompetente trænere, der kan forene faglig dygtighed med blik for et stærkt fællesskab”, siger hun.

I Mary Fonden vækker samarbejdet stor glæde: ”I fritidslivet er der så meget potentiale for at styrke børnenes trivsel og deres evne til at drage omsorg for sig selv og andre. Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi sætter fokus på trivslen, og arbejder for at skabe positive og rummelige fællesskaber. Det gør GymDanmark, og i Mary Fonden er vi stolte af at kunne udbrede Antibulli til de danske gymnastikforeninger,” fortæller direktør i Mary Fonden, Helle Østergaard.

Camille og Emilie går forrest

Idrætsgymnast Camille Lund Rasmussen og træner Emilie Aaen er ambassadører for Antibulli Gymnastik – og det er ingen tilfældighed.

Camille Lund Rasmussen er elite idrætsgymnast og oplever på daglig basis, hvor vigtig et godt sammenhold er for at bevare den gode motivation:

”Sammenhold og fællesskab er altafgørende for, at man kan bevare motivationen i gymnastikken. Når vi rejser til EM og VM, så rejser vi med et hold, og uden det hold, kunne jeg ikke præstere, som jeg har gjort”, siger hun.

Emilie Aaen er tidligere elitegymnast og er i dag træner, hvorfor hun har oplevet, hvordan et stærkt fællesskab på holdet kan være afgørende for børnenes motivation og selvværd:

”Hvis man har de rigtige mennesker bag sig, så er det ikke så let at give op – man får en tro på sig selv, fordi der er andre, der tror lige så meget på en”, siger hun.

Af:

Fanny Lærke

Relaterede nyheder

Ensomhed i Danmark

En omfattende befolkningsundersøgelse viser store udfordringer med ensomhed, særligt blandt unge voksne, og giver for første gang et dybdegående indblik i danskernes viden og holdninger …

Mary Fondens årsberetning 2023

Hvad skete der i 2023, og hvad skal der ske det kommende år i Mary Fonden? Årsberetningen for 2023 giver et indblik i Mary Fondens …